MF Anne Marie Geisler Andersens blog

På socialområdet vil der i de kommende år være store udfordringer at tage fat på. Ikke kun fordi, vi i ti år har haft en borgerlig regering, som i den grad har trukket i den forkerte retning, men også fordi der er dømt økonomisk smalhals. 

En af de udfordringer, der er vokset under VKO, er den stigende fattigdom, som ikke mindst har ført til en voldsom stigning i antallet af familier, der sættes ud af deres bolig. At Regeringen i den grad har gjort socialpolitikken til et spørgsmål om beskæftigelse har bidraget til denne udvikling. Der er ingen tvivl om, at det ville være at foretrække, hvis alle danskere var i beskæftigelse. Men det er nu engang ikke tilfældet, og det hjælper ikke at skabe en ond spiral ved at skære så meget i de sociale ydelser, at det øger fattigdommen og derved forringer folks mulighed for at komme i beskæftigelse igen samt forstærker den negative sociale arv. Regeringens mantra har været, at bare man skærer nok i de sociale ydelser, så skal folk nok komme i beskæftigelse. Desværre er der ikke meget, som tyder på at dette skulle være tilfældet. I Radikale Venstre mener vi, noget at det første, en ny Regering bør gøre, er at afskaffe de nedsatte sociale ydelser som 450-timersreglen, kontanthjælpsloftet og starthjælpen. Ydelser der i dag skubber mange mennesker ud i fattigdom.

En anden udfordring, som gradvist er ved at vokse frem, omhandler mennesker med handicap. En ting er, at de som gruppe bliver udsat for en hetz i medierne, fordi det er et område, der koster. Kompensationsprincippet, som dansk handicappolitik traditionelt bygger på, betyder, at mennesker med handicap skal kompenseres for deres nedsatte funktionsevne. I disse år oplever vi, at kommuner begynder at skære i hjælpen til mennesker med handicap på trods af, at deres behov ikke ændret sig. Det kan betyde, at den enkelte borger ikke kommer uden for en dør, bliver afskåret fra at have et socialt liv eller ikke længere har mulighed for at dyrke sine interesser.

I mange år har man arbejdet på at få afinstitutionaliseret området, og i stedet inkludere mennesker med handicap i samfundet på lige fod med andre. I disse år taler man blandt i KL om at samle mennesker, der har et omfattende behov for hjælp i større enheder. Vi er nødt til at have en grundlæggende diskussion af, hvad der skal ske på dette område. Hvordan sikrer vi, at alle får den hjælp, de har behov for inden for nogle begrænsede økonomiske rammer? Måske er velfærdsteknologien vejen frem her på samme måde, som den synes at være det på ældreområdet, hvor vi også står over for en udfordring pga. de store årgange, der trækker sig tilbage. Hvor om alting er, så mener vi i Radikale Venstre ikke, at økonomien må afgøre, om mennesker får den hjælp, de har brug for.

En tredje udfordring er den stigende bureaukratisering af den offentlige sektor. Det kan være en jungle at finde rundt i for den enkelte borger. Den voldsomme stigning i antallet af regler, bliver endnu mere problematisk set i lyset af, at vi efterhånden har fået skabt et samfund, hvor det er op til den enkelte borger at kende sine rettigheder for at få den hjælp, som man er berettiget til. Desværre oplever man allerede nu, at man af økonomiske hensyn også begrænser muligheden for at få den nødvendige vejledning. Denne udvikling risikerer at føre til, at de mennesker, som har allerstørst behov for et socialt sikkerhedsnet, ikke får den nødvendige hjælp. Eksempelvis er der utrolig mange, af de familier, der sættes på gaden, som ikke får boligstøtte, selv om de er berettiget til det. Mange har simpelthen ikke fået søgt. I Radikale Venstre mener vi, der er behov for en seriøs indsats for at få afbureaukratiseret den offentlige sektor. 

Sidst men ikke mindst, så har psykiatrien alt for længe været underprioriteret. På dette område er der allerede i dag store udfordringer, og de bliver ikke mindre i de kommende år. Den systematiske økonomiske underprioritering vil blive yderligere forstærket af, at behovet for psykiatrisk behandling i de kommende år efter alt at dømme vil være stigende. Desværre er der endnu intet, der tyder på, at vi har fået knækket kurven over antallet af mennesker, som rammes af en psykisk sygdom. En udvikling, som vi ser afspejlet i det faktum, at over halvdelen af alle nytilkendelser af førtidspension sker med udgangspunkt i en psykisk lidelse. Eksempelvis er sygdommen depression efterhånden blevet en folkesygdom, og WHO vurderer, at psykisk sygdom inden for en kort årrække vil være en af de største trusler mod folkesundheden. I Radikale Venstre mener vi derfor, at psykiatrien er det af de områder, der trods den økonomiske situation, trænger til et løft. Udfordringen inden for psykiatrien består ikke kun i at sikre, at der er relevante behandlingstilbud til alle. Den består i mindst lige så høj grad i at blive bedre til at forebygge, at så mange mennesker rammes af psykisk sygdom. Derfor er det også et skridt i den helt forkerte retning, når VK nu igen vil skære på indsatsen for et bedre psykisk arbejdsmiljø.  Danmark har intet mindre end verdensrekord i psykisk nedslidning! En utrolig kedelig rekord. En af de store udfordringer er de mange mennesker, der rammes af stress. Ikke blot kan en lang række lidelser udløses af stress, men stress kan også medføre tilbagefald og forværring af adskillige sygdomme.

Der er således nok at tage fat på for en ny Regering. I Radikale Venstre vil vi gøre, hvad vi kan, for at få Danmark tilbage på sporet igen.

I sidste måned bragte Politiken artiklen ”Ekskæresten og chefen googler dig”. Denne omhandlede, hvor meget det digitale ry betyder og fortalte om Thomas, en mand på 56 år, som i den grad havde oplevet dette på egen krop. Nogle år tilbage fortalte Thomas sin personlige historie om at være ramt af depression, og den historie har fulgt ham siden. Selv om han efter kort tid blev erklæret rask, betød det alligevel, at han mistede et lederjob, som han stod til at få. Hans kommende medarbejdere havde googlet ham, fundet historien og var oprørte over udsigten til samarbejdet. Thomas’ fortælling er utrolig kedelig, ikke mindst fordi den siger noget om vores holdning til psykisk sygdom.

Desværre er psykiske sygdomme endnu meget tabubelagte, hvorfor mange mennesker ikke har den store viden om disse. Kun med viden, kan vi skabe øget forståelse og komme fordommene til livs. Netop sygdommen depression er en af de sygdomme, der er blevet oplyst mest omkring bl.a. i form af forskellige kampagner. Hvad mere er, at depression er en af de sygdomme, som man oftest kun er ramt af i perioder, som kan behandles, og som mange mennesker har lært at leve med. Derfor viser Thomas’ historie, at der desværre er et stykke igen, selv om det går den rigtige vej.

For nylig udkom rapporten ”Handicap og beskæftigelse” fra SFI. Heri kunne man læse, at der blandt beskæftigede er sket en positiv udvikling i holdningen til mennesker med psykiske lidelser. For tre år siden var knap 65 procent betænkelige ved at skulle arbejde sammen med en kollega med humørsvingninger. To år senere var tallet faldet til 56,4 procent. Det er dog langt fra godt nok.

Fordi man har været ramt af en sygdom som depression, er det bestemt ikke ensbetydende med, at man er en dårligere eller mere ustabil arbejdskraft end andre. For det første, er det ikke alle, der bliver ramt igen. For det andet kan det ligefrem være en fordel, at man allerede har gjort sig nogle erfaringer med sygdommen. Rigtig mange mennesker går i dag ned med stress, der er en af de faktorer, som hyppigst udløser depression. Via behandling og ved at arbejde med sig selv kan man lære at se de tidlige symptomer. Ligeledes kan man blive bedre til at forebygge stress, hvilket er en kæmpe fordel på nutidens arbejdsmarked. For det kan betyde, at man i højere grad kan tage tingene i opløbet med kortere sygdomsperioder til følge, ja måske endda helt uden at skulle være sygemeldt.

Det er på tide, vi får gjort op med fordommene over for mennesker med psykisk sygdom!

Lørdag den 9. april skrev Kristeligt Dagblad, at mennesker med psykisk sygdom i gennemsnit lever 15-20 år kortere end andre. Det viser en ny nordisk undersøgelse. Mænd lever 20 år kortere og kvinder 15 år. En af forklaringerne på overdødeligheden er livsstil. Mennesker med psykisk sygdom er mindre fysisk aktive, ryger mere, drikker mere og lever i det hele taget mere usundt end den øvrige befolkning. Også den for mange livsnødvendige medicin kan have nogle uheldige konsekvenser i denne sammenhæng. En typisk bivirkning er overvægt, fordi medicinen påvirker sulten. Og overvægten gør det bestemt ikke lettere at leve et aktivt liv, men den gør det endnu mere nødvendigt.

At mennesker med psykisk sygdom er mindre fysisk aktive betyder, at de oftere rammes af fysiske sygdomme som fx hjerte-karsygdomme og diabetes. Men ikke nok rammes de hyppigere, den psykiske lidelse kan også stå i vejen for, at de får den nødvendige behandling for deres fysiske lidelse. Derfor har psykiatriske patienter, der lider af fysiske sygdomme to-tre gange så høj risiko for at dø som andre med den samme lidelse.

Ifølge professor Merete Nordentoft kræver det, at mennesker med psykisk sygdom får hjælp til at ændre livsstil. Allerede sidste år foreslog vi i Radikale Venstre, at alle psykiatriske patienter skal have mulighed for minimum en halv times motion hver dag under indlæggelse. En del af problemerne kan nemlig forbygges, som Merete Nordentoft også slår fast. Mere konkret vil vi afsætte midler til bedre motionsfaciliteter og motionsvejledere på alle psykiatriske afdelinger. Det kan være svært at komme i gang med at motionere, hvis man ikke er vant til det, og det bliver bestemt ikke lettere af, at man lider af en psykisk sygdom. Motivationen kan hjælpes på vej ved at tilknytte en motionsvejleder til den enkelte afdeling. Vejlederen kunne fx være en fysioterapeut eller en ergoterapeut.

Fordelene ved fysisk aktivitet for mennesker med psykisk sygdom er mange. Det kan både forbedre den psykiske tilstand, være med til at forebygge fysiske lidelser og for nogle ligefrem reducere medicinforbruget. Motion har ikke bivirkninger på samme måde som medicinen kan have det, og efter udskrivning kan det være med til at forebygge tilbagefald i sygdommen.

Formand for Folketingets sundhedsudvalg Preben Rudiengaard mener, at løsningen er: ”mere forskning i dødsårsagerne”. Men når nu vi allerede ved, at der er så mange fordele ved fysisk aktivitet, hvad venter vi så på? I Radikale Venstre tror vi, at mere motion i den psykiatriske indsats er vejen frem.

Radikale Venstre har længe ment, at man bør udvide psykologordningen til mennesker med depression. I dag kan man kun få tilskud til psykologbehandling, hvis man er mellem 18 og 37 år. Set i lyset af, at vi for tiden forhandler førtidspensionsreform med fokus på at begrænse tilgangen til denne ydelse, er dette kun endnu mere nødvendigt. Nye beregninger fra Danske Regioner viser, at det oven i købet er en rigtig god forretning rent samfundsøkonomisk at udvide ordningen. 

Jeg har længe kæmpet for en udvidelse af psykologordningen. Aldersgrænsen er både diskriminerende og uden fagligt belæg. Alle, der rammes af depression, bør kunne få den nødvendige hjælp. Vi ved, at den bedste behandling i mange tilfælde opnås ved en kombination af samtaleterapi og medicin. For de lettere depressioner er psykologbehandling ifølge eksperter oftest den bedste løsning, men som det er i dag, er medicin den eneste mulighed for dem over 37 år. Derfor er det problematisk, at ikke alle har adgang til psykologbehandling.

Et andet aspekt ved psykologbehandlingen er, at den kan give den enkelte nogle redskaber til at forebygge nye sygdomsperioder, og det uden de bivirkninger, der kan være ved medicin.

Men en udvidelse af ordningen ikke kun en god ide af hensyn til behandlingen af den enkelte. Danske Regioner har regnet sig frem til, at en udvidelse af ordningen vil koste omkring 160 mio. kr. Til gengæld vil den medføre en samfundsmæssig gevinst i omegnen af 800 mio. kr. Gevinsten skyldes bl.a., at mennesker med lettere depressioner kommer hurtigere tilbage på arbejdet igen frem for at være sygemeldte.

Jeg mener, at en investering i psykiatrien er en helt nødvendig forudsætning, hvis man vil gøre sig håb om at forebygge, at så mange mennesker fremover vil have behov for førtidspension. Det er utopisk at tro, at vi får brudt den udvikling, hvor flere og flere tilkendes førtidspension pba. en psykisk lidelse, hvis ikke også vi sørger for, at der er de rette og helt nødvendige behandlingstilbud.

Torsdag den 27.januar havde vi i Radikale Venstre kaldt Sundhedsminister, Bertel Haarder, i samråd om tilskud til antidepressiv medicin. Anledningen var, at Lægemiddelstyrelsen er i gang med en større revurderingsproces på området, hvilket har skabt grundlag for en række bekymringer. Mest bekymrede er vi i Radikale for, at hensynet til at finde besparelser på medicintilskuddet bliver altoverskyggende, og at der ikke bliver taget tilstrækkeligt hensyn til patienterne såvel som til de samfundsøkonomiske omkostninger. Ifølge eksperter er der stor forskel på de forskellige former for antidepressiv medicin mht. effekt og bivirkninger. Tages der ikke højde for dette under omlægningen, er der en stor risiko for, at denne vil føre til flere tilbagefald og genindlæggelser, højere sygefravær og flere førtidspensioneringer. Alt sammen forhold, som blot vil øge udgifterne andre steder.

Det faglige ville Ministeren slet ikke forholde sig til Desværre ville Ministeren ikke rigtigt forholde sig til den store forskel præparaterne imellem. Ministeren talte om “ligeværdige” præparater på en måde, så man kunne blive helt i tvivl om, hvorvidt vi taler om de samme præparater. Samtlige af de eksperter, jeg har talt med under forberedelsen til samrådet, har bekræftet, at det er meget individuelt, hvilket præparat der virker for den enkelte. Da ministeren ikke ville forholde sig til dette, ej heller til hvordan man i det hele taget definerer effekten af et præparat, bad han os oversende vores bekymringer på skrift, og så vil han videreformidle til Lægemiddelstyrelsen. Gid ministeren i stedet havde påtaget sig ansvaret for at sikre, at de relevante fagpersoner bliver inddraget i processen, så der bliver taget de nødvendige faglige hensyn.

Ministeren ville desværre heller ikke rigtig forholde sig til, hvad der skal ske med mennesker, som allerede er velbehandlede. Det synes meget uhensigtsmæssigt, hvis mennesker, der allerede er i behandling, skal til at starte helt forfra på et nyt præparat. Ikke blot kan det tage lang tid at finde frem til det rigtige præparat. Men er man midt i en depression, kan det også få store konsekvenser rent helbredsmæssigt at skulle til at ændre på medicinen. En anden problemstilling i denne sammenhæng er, at mennesker, som får medicinen forebyggende, ikke bare sådan uden videre kan skifte. Når man får forebyggende medicinsk behandling, er man jo ikke midt i en depression, og så vil man ikke kunne mærke, om en ny medicin har en reel effekt. Normalt når man får forebyggende behandling, får patienten derfor den medicin, som har virket i forbindelse med sidste depression. Dette aspekt følger vi op på skriftligt.

Radikale frygter udgifter frem for besparelser For os i Radikale Venstre er det vigtigt, vi sikrer, at tilskudsomlægningen ikke samlet set øger de samfundsøkonomiske omkostninger. Efter samrådet er det desværre vores indtryk, at ministeren kun tror, der bliver tale om øgede udgifter til konsultationer hos læger og psykiatere, fordi der skal laves flere ansøgninger. Hvis det er tilfældet, synes det en anelse blåøjet. For det giver sig selv, at læger og psykiater vil få et øget tidsforbrug til at udfylde ansøgninger. Men hvad mere er, at det med al sandsynlighed kommer til at kræve en del konsultationer, hvis patienter som følge af omlægningen skal forsøge sig med en ny form for medicin. Det kan nemlig være en langvarig proces at finde det rigtige præparat. Ofte skal man igennem flere forskellige præparater, hvilket kan betyde en lang periode med sygdomsforværring, flere bivirkninger og måske sygefravær.

Ifølge eksperter er der stor risiko for, at omlægningen vil øge udgifterne til psykiatrien pga. flere genindlæggelser. Ligeledes frygter man, at den vil medføre flere førtidspensioneringer. Sidstnævnte ville være yderst uhensigtsmæssigt. Ikke mindst set i lyset af, at vi for tiden forhandler førtidspensionsreform mhp. at sikre præcis det modsatte; nemlig at der kommer færre på førtidspension.

I første omgang er vi dog tilfredse med, at Ministeren har lovet en oversigt over, hvad man forventer af merudgifter andre steder som følge af omlægningen. På baggrund af denne oversigt vil vi forhåbentlig kunne få en mere tilbundsgående drøftelse af dette.

Ministeren vil sikre åbenhed og inddragelse Et andet vigtigt aspekt, som vi nåede omkring på samrådet, var selve inddragelsen i processen. Denne har ifølge patientorganisationer samt nogle eksperter på området været meget mangelfuld. I Radikale Venstre er vi derfor godt tilfredse med, at Ministeren vil sikre større åbenhed, samt at alle relevante parter fremover vil blive inddraget i revurderingsprocessen. Konkret lovede Bertel Haarder, at patientforeningerne vil blive orienteret forud for processen, samt at de vil blive gjort til formelle høringsparter. Desværre lovede han som allerede nævnt ikke at sikre, at de relevante fagpersoner bliver inddraget i processen.

Bertel Haarders model virker kun mere uigennemtænkt I december foreslog Sundhedsminister Bertel Haarder, at der skal ske en generel omlægning af medicintilskuddet, sådan at det følger patienten frem for medicinen. Dette får uden tvivl også betydning for området for antidepressiv medicin. Under samrådet spurgte vi derfor ind til, hvordan ministeren forestiller sig denne model i praksis. Desværre med det resultat, at vi nu står endnu mere uforstående over for, hvad det egentlig er, Ministeren vil opnå med denne? Vi fik dog slået fast, at formålet med modellen ikke er besparelser. Ja, ifølge Ministeren kan der ligefrem blive tale om en merudgift som følge af den nye model.

Forud for samrådet var vi i Radikale Venstre bange for, at modellen skulle gøre det ud for den forringelse af muligheden for enkelttilskud, som vi formodede ville blive en konsekvens af revurderingen. Derfor var det glædeligt, at Ministeren slog fast, at man ikke vil forringe mulighederne for at få enkelttilskud. I dag er det sådan, at Lægemiddelstyrelsen bevilger enkelttilskud pba. 94 % af alle ansøgninger. Derfor må vi antage, at procentsatsen kommer til at ligge nogenlunde samme sted fremover.

Umiddelbart er det dog svært at forestille, hvad formålet så er med at ville give patienten ret til at tage sit tilskud med sig fra et billigere til et dyrere præparat. Hvornår er det, at patienten skal benytte denne mulighed? Ifølge ministeren skal patienten eksempelvis selv kunne vælge at blive på det præparat, vedkommende hele tiden har fået, selv om tilskuddet måtte blive fjernet. Men hvis lægen er enig i, at det er en god ide at blive på præparatet, må man gå ud fra, at denne vil søge om enkelttilskud. Og vi har ministerens ord for, at dette fortsat vil bevilges i samme omfang som hidtil. Hermed vil patienten kunne få tilskud på baggrund af hele udgiften frem for at tage det mindre tilskud med sig. Er lægen derimod ikke enig med patienten i, at denne skal have det ønskede præparat, kan der ikke søges om enkelttilskud. Men eftersom det ifølge Ministeren er den faglige vurdering, der vægter højest, og lægen derfor har det sidste ord, vil patienten heller ikke kunne tage noget tilskud med sig.

Det lyder altså umiddelbart besnærende, at tilskuddet i højere grad skal følge patienten. Men vi har meget svært ved at se, hvad det er, man vil opnå? Hvem er det, der tænkes at benytte sig af denne mulighed og hvorfor?

Radikale Venstre følger op på samrådet via en række skriftlige spørgsmål til Ministeren.

Lægemiddelstyrelsen revurderer tilskuddet til antidepressiv medicin

For øjeblikket er Lægemiddelstyrelsen ved at revurdere tilskuddet til antidepressiv medicin. En proces, man allerede har været igennem for blodtryksmedicin. Her betød revurderingen, at patienterne nu kun kan få generelt tilskud til et enkelt præparat, nemlig det billigste. Har man ikke gavn af netop dette, skal vedkommendes læge søge om enkelttilskud hos Lægemiddelstyrelsen. I Radikale Venstre er vi ikke mod, at man undersøger, om effekten af medicinen står mål med udgifterne, og om muligt sparer penge, hvor man kan. Men vi er meget optagede af, at revurderingen tager tilstrækkeligt hensyn til patienterne og ikke rammer disse for hårdt, samt at en besparelse på medicintilskuddet ikke blot øger udgifterne på andre områder. Derfor har vi torsdag den 27. januar indkaldt ministeren i samråd om omlægningen af tilskud til antidepressiv medicin.

Tilskuddet skal følge patienten

Siden vi indkaldte til samråd, er Sundhedsminister Bertel Haarder imidlertid kommet med en udmelding om en mere generel omlægning af medicintilskuddet, der uden tvivl også vil få betydning for tilskuddet til antidepressiv medicin. Ministeren ønsker, at tilskuddet fremover kommer til at følge patienten frem for præparatet. Umiddelbart lyder dette besnærende. Ikke mindst hvis tilskuddet kommer til at ligge på et niveau, hvor patienten har en reel valgfrihed. Problemet er, hvis dette ikke bliver tilfældet. I så fald vil omlægningen ramme dem med de laveste indkomster hårdest, og dermed bidrage til at øge den sociale ulighed i sundhed.

Mangelfuld inddragelse af relevante parter

Hvis udfaldet af revurderingen af antidepressiv medicin får samme udfald som revurderingen af blodtryksmedicin, vil mennesker med depression miste det generelle tilskud, medmindre de tager det billigste lægemiddel til behandling af depression. I den forbindelse synes det meget problematisk, at selve processen omkring revurderingen synes at have været meget lukket. Det er Medicintilskudsnævnet, der laver indstilling til Lægemiddelstyrelsen om, hvad der bør ske på området. Medicintilskudsnævnet består af generalister, hvorfor det er meget problematisk, at man ikke i tilstrækkeligt omfang har inddraget de relevante eksperter og patientforeninger. Nogle er blevet orienterede, mens andre selv har måttet finde information om den forestående revurdering på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside. Da de respektive fagfolk og organisationer blev klar over, at revurderingsprocessen var i gang, har de af egen drift indsendt deres kommentarer til denne.

Mennesker reagerer forskelligt på antidepressiv medicin

I Radikale Venstre har vi, på linie med blandt andet patientorganisationerne på området, en række bekymringer. En af de største bekymringer går på, om der i tilstrækkelig grad vil blive taget hensyn til, at der kan være stor forskel på, hvordan den enkelte reagerer på de forskellige former for antidepressiv medicin. Det er ikke alle, der har gavn af samme lægemiddel, og folk oplever forskellige bivirkninger. Derfor kan man kun håbe på, at Lægemiddelstyrelsen når til en anden konklusion på området for antidepressiv medicin, end det var tilfældet for blodtrykssænkende medicin, og anerkender behovet for et større udvalg af lægemidler med tilskud. Ligeledes frygter vi, hvad revurderingsprocessen vil komme til at betyde for mennesker, der allerede i dag er velbehandlede. Disse mennesker kan have brugt op til flere år på at finde den rigtige medicin med størst effekt og færrest mulige bivirkninger. Skal de nu til at starte forfra på det billigste produkt for at kunne opnå tilskud, kan dette få store konsekvenser i form af flere tilbagefald, genindlæggelser og måske endda flere selvmord. Som et absolut minimum bør det sikres, at de mennesker, der allerede har forsøgt sig med det billigste præparat uden effekt, ikke skal gennem samme mølle en gang til.  Ministeren vil formentlig hævde, at hans forslag om at lade tilskuddet følge patienten vil kunne afhjælpe disse meget uhensigtsmæssige konsekvenser.  

Haarders model - et ringe plaster på såret

Selv om man fremover måtte kunne tage tilskuddet med sig fra det billigste til et dyrere præparat, kan brugerbetalingen godt blive relativ høj. Det dyreste præparat koster 5-10 gange så meget som det billigste. Derfor kan Haarders forslag i værste fald komme til at betyde, at patienterne kun vil få 1/10 af tilskuddet sammenlignet med, hvad der normalt gives i tilskud, når man modtager tilskud til et patentbeskyttet lægemiddel. Haarders forslag om at lade tilskuddet følge patienten vil derfor kun være et ringe plaster på såret. Vi frygter, at det fremover i høj grad vil være den enkeltes pengepung, der afgør, om man får den rigtige behandling eller ej. Dette vil betyde, at mennesker med de laveste indkomster, vil få en mindre effektiv behandling. Dermed vil modellen bidrage til at øge den sociale ulighed i sundhed. En ulighed der i løbet af de sidste 20 år er blevet væsentlig større, hvis man ser på den forventede middellevetid. Ifølge Statens Institut for Folkesundhed er forskellen i middellevetid mellem de 25 % højest lønnede mænd sammenlignet med de 25 % lavest lønnede næsten fordoblet i denne periode.

Set i lyset af ovenstående synes et andet meget væsentligt spørgsmål at være, hvordan Haarders model vil påvirke muligheden for at få enkelttilskud til et dyrere præparat, hvis man ikke har gavn af det billigste. I dag er det allerede sådan inden for nogle sygdomsområder, at hvis man ikke har gavn af det præparat, hvortil der er generelt tilskud, kan lægen i det konkrete tilfælde søge om enkelttilskud. Det samme kommer med stor sandsynlighed til at gælde for antidepressiv medicin som følge af revurderingsprocessen. Fra Radikale Venstres side frygter vi, at det vil blive sværere, end det er i dag at få enkelttilskud. Ministerens model vil jo betyde, at man ”bare” kan vælge at overføre tilskuddet fra det billigste præparat til det dyrere. Problemet er, at dette kræver, at den enkelte har mulighed for selv at betale differencen. Og som allerede nævnt kan denne godt blive af en betydelig størrelse. I denne sammenhæng synes det relevant, om Ministeren ville forholde sig til, hvor mange mennesker der i givet fald vil have økonomi til at benytte sig af at tage tilskuddet med sig. Derudover er det svært at forestille sig, hvordan lægen skal rådgive den enkelte patient i et tilfælde, hvor der er meget ringe effekt af præparatet med generelt tilskud. Skal lægen her tage hensyn til den enkeltes privatøkonomi og forslå det præparat, som vedkommende har råd til, eller skal lægen foreslå det, der er bedst for patienten uden hensyn til den enkeltes økonomi? I sidstnævnte tilfælde kan det medføre en risiko for, at patienten ikke får den nødvendige og relevante behandling, hvilket igen vil øge risikoen for, at flere dropper ud af den medicinske behandling. Konsekvensen heraf kan meget vel blive et større sygefravær, flere tilbagefald og genindlæggelser, hyppigere selvmord samt flere tilkendelser af førtidspension. Alt sammen konsekvenser, der vil betyde, at de udgifter, man måtte spare på medicintilskuddet, blot flyttes andre steder hen, og med stor sandsynlighed øges.

Lige adgang til den bedste behandling

I Radikale Venstre er vi meget optagede af, at konsekvenserne af revurderingsprocessen samt Haarders forslag om en generel omlægning af tilskuddet ikke bliver, at kun den rigeste del af befolkningen fremover vil have råd til den mest effektive medicin. Vi vil sikre, at alle patienter uanset indkomst får den bedst mulige behandling, samt at en omlægning af tilskudsordningen både generelt og inden for antidepressiv medicin vil give de ønskede besparelser og ikke blot flytter udgifterne et andet sted hen.

Når et menneske tvangsindlægges pga. psykisk sygdom, sker det ofte med politiets medvirken. Efter at Folketinget vedtog loven om ambulant tvang, skal politiet nu også ud at hente mennesker ind til tvangsbehandling i psykiatrien.

I forbindelse med tvangsindlæggelser har der været en række episoder, hvor mennesker med psykisk sygdom har mistet livet. Dette er meget tragisk, og vi bør gøre alt, hvad vi kan for at forebygge, at det ender sådan, når politiet medvirker ved tvangsudøvelse. Et af de forhold, som kunne medvirke hertil er, hvis politiet ankommer civilklædt, frem for i uniform.

Af loven fremgår det, at politiet så vidt muligt skal komme i civil. Det gælder både mht. tvangsindlæggelser og ambulant tvang. Imidlertid hører man ofte fra ansatte i psykiatrien og politiet, at det langt fra altid er tilfældet. Nogle mener endda, at det snarere er reglen end undtagelsen, at politiet kommer i uniform, hvilket er yderst beklageligt. Jeg frygter, det kan være med til at opildne situationen, når politiet kommer i uniform. De fleste mennesker vil formentlig finde det ubehageligt eller skræmmende, hvis politiet pludselig troppede på ved deres dør. Er man så oven i købet lidt psykotisk eller paranoid, skal der ikke megen fantasi til at forestille sig, at det kan få nogle yderst uheldige konsekvenser og fremkalde en voldsom reaktion fra den syge.

I Radikale Venstre ønsker vi derfor at få overblik over, i hvilket omfang politiet møder i civil. Sker det kun i langt de færreste tilfælde, vil vi stille spørgsmål ved, om intentionen i lovgivningen er opfyldt. Og i så fald er vi nødt til at få en diskussion af, hvordan vi sikrer, at politiet som udgangspunkt kommer i civil. Måske kræver det nogle praktiske foranstaltninger. Problemet er, at vi ikke kender omfanget.

I forbindelse med tvangsindlæggelser foretager politiet allerede i dag en registrering på den pågældende. Sagen oprettes med en journalkode, der angiver, at der er tale om en tvangsindlæggelse. Derudover udarbejdes der en rapport om politiets medvirken til tvangsindlæggelsen, herunder om baggrunden for tvangsindlæggelsen. Det burde være relativt simpelt i forbindelse med den allerede eksisterende registrering ligeledes at notere, hvorvidt politiet møder i uniform eller civil. Og det vil kunne give en yderst brugbar viden om, hvorvidt politiet er kommet i uniform, i de tilfælde hvor det er gået alvorligt galt. Kun sådan kan vi finde ud af, om vi kan forebygge de tragiske udfald ved at sikre, at politiet som udgangspunkt kommer i civil.

VKO har netop vedtaget et lovforslag, som ifølge Institut for Menneskerettigheder og FN’s Flygtningehøjkommissariat er i strid med FN’s flygtningekonvention.  Loven betyder, at flygtninge ikke længere er undtaget fra opretningsprincippet i forbindelse med folkepension. De skal nu også have boet i Danmark i 40 år for at få ret til fuld folkepension. En flygtning, der har boet i Danmark i 10 år og går på pension, vil derfor kun få udbetalt, hvad der svarer til 25 procent af normalsatsen for førtidspension.

Regeringen har argumenteret for forslaget ud fra et ønske om at harmonisere reglerne, hvilket for mig at se ingen mening giver. Flygtninge er ikke en gruppe, der er sammenlignelig med danske statsborgere. De er uden skyld i egen situation, forlader ufrivilligt deres oprindelsesland, fordi de er individuelt forfulgte, og får derfor ingen pension fra oprindelseslandet. De mennesker har VKO nu udstyret med nogle meget ringe muligheder for at opnå ret til fuld folkepension.

At det vedtagne lovforslag ikke tager højde for den særlige situation, som flygtninge er i, skaber en ulige adgang til social tryghed, hvilket er i strid med ligebehandlingsprincippet. Under folketingsbehandlingen påstod Venstres ordfører godt nok, at loven sikrer alle en grundlæggende sikkerhed i alderdommen. Men hvis man vitterlig ønskede dette, havde man ikke fremsat lovforslaget. Det giver sig selv, at traumatiserede flygtninge, som ofte har dårlige sprogkundskaber og en ringe tilknytning til arbejdsmarkedet, har meget dårlige forudsætninger for at tilpasse sig de ændrede regler og på anden måde tjene til deres pension. At man har indført en overgangsordning på 10 år hjælper kun de flygtninge, som pga. overgangsordningen ikke bliver underlagt reglerne. Derimod styrker det ikke de berørte flygtninges muligheder for at planlægge deres pensionisttilværelse på anden vis.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har tidligere fastslået, at det er i strid med retten til ikke at blive diskrimineret, når stater behandler mennesker, som er i væsentligt forskellige situationer, ens.  Medmindre altså atder er en rimelig begrundelse for dette, og det, mener jeg ikke, er tilfældet her. Med dette i baghovedet er det meget svært at se, at lovforslaget ikke bryder med retten til at være fri for diskrimination.

Desuden viste en nylig opgørelse over fattige ældre, at andelen af disse er langt større blandt mennesker med anden etnisk baggrund, end den er blandt etniske danskere. VKO’s vedtagne lovforslag vil med al sandsynlighed blot forstærke denne tendens.

I Radikale Venstre er vi af den holdning, at Danmark bør leve op til sine internationale forpligtelser. Vi ønsker, modsat VKO, at bekæmpe fattigdom, behandle mennesker med anden etnisk baggrund ordentligt, samt at stå ved vores ansvar for at behandle flygtninge med værdighed. Vi finder det beskæmmende, at VKO ikke respekterer Flygtningekonventionen. Hvorfor underskrive internationale konventioner, hvis vi alligevel ikke efterlever dem i praksis?

Her op mod jul går mange mennesker og håber på, at de får deres ønsker opfyldt. Desværre er der en voksende gruppe mennesker, som må leve i håbet lidt endnu. For endnu engang har man ved finanslovsforhandlingerne fundet midler til en kræftpakke, alt imens psykiatrien stadig går og venter på pakke nr. 1.

Regeringen og Dansk Folkeparti har godt kunne finde midlerne, når det drejer sig om de somatiske sygdomme, herunder særligt kræft. Men når det kommer til psykiatrien, er billedet noget anderledes. Under den siddende Regering har psykiatrien fået tilført 10 kr., hver gang somatikken har fået 30. Et forhold som satspuljeaftalerne for de kommende år ikke ændrer nævneværdigt ved. Havde vi allerede en psykiatri i verdensklasse, ville denne forfordeling ikke have udgjort det store problem. Desværre er det langt fra tilfældet - selv om Sundhedsministeren ofte forsøger at få det til at lyde sådan.

Vi hører jævnligt, at psykiatere må udskrive patienter, før de er færdigbehandlede. Børn venter i årevis – ikke på behandling – nej blot på at blive udredt. Ligeledes er det langt fra alle mennesker med en psykisk sygdom, som har adgang til relevant behandling. Eksempelvis skal mennesker med både angst og depression have en bestemt alder for at kunne få tilskud til psykologhjælp. Bliver man ramt af en spiseforstyrrelse, er alderen ligegyldig. For denne diagnose udløser slet ikke adgang til den tilskudsberettigede psykologordning. Efterhånden siger man, at man i dag skal være kriminel for at være sikker på at få den hjælp, man har behov for. Det er ikke helt ved siden af. For tendensen er, at almenpsykiatriske sengepladser konverteres til retspsykiatriske.

Når ovenstående er virkeligheden for mennesker med psykisk sygdom, hvordan kan det så være, at der ikke for længst er kommet en psykiatripakke 1? Ja, det skyldes i hvert fald ikke manglende behov. En af forklaringer på, at netop kræftområdet har fået til ført så mange ressourcer, kunne være, de meget stærke interesseorganisationer på området. Desværre er dette endnu ikke tilfældet i psykiatrien, der er karakteriseret ved mange mindre interesseorganisationer. Mit håb er, at Det Sociale Netværk startet af Poul Nyrup Rasmussen vil medvirke til, at psykiatriorganisationerne kommer til at stå mere samlet. Det tror jeg, vi kunne vinde meget ved.
Ifølge selv samme Nyrup har kræftområdet: ”stor politisk prioritet, fordi det er meget konkret, at der er mennesker, som dør, hvis ikke de kommer i behandling.” Det tror jeg, han har helt ret i. Men selv om denne sammenhæng mellem behandling og liv ikke er helt så direkte i psykiatrien, så gælder der det samme som i somatikken; jo tidligere man får sat ind, desto bedre muligheder er der for at komme sig eller for at kunne lære at leve med sin sygdom.

Det er urimeligt, at vi i Danmark kun kan tilbyde nogle syge mennesker den behandling, som de har brug for. Jeg undres til stadighed over, at mennesker med psykisk sygdom altid skal komme i anden række. Fx er behandlingsgarantien i psykiatrien dobbelt så lang, som den er i somatikken, og en væsentlig del af psykiatrien finansieres via satspuljen. Man kunne næppe forestille sig, at vi vedtog Regeringens kræftpakker i satspuljen og hvert fjerde år skulle tage stilling til deres videreførelse? Men det er det, vi byder psykiatrien, og det skal høre op nu. Det kan ikke passe, at sengepladsers videreførelse skal afhænge af, hvor mange midler der er i satspuljen i et givent år. Psykiatrien skal finansieres på samme måde som resten af sundhedsvæsenet dvs. over finansloven.

Det anslås, at omkring en halv mio. danskere lider af en psykisk sygdom, og at psykisk sygdom koster omkring 55. mia. kr. årligt. Er der noget sted, man vil få valuta for pengene, så er det i psykiatrien. Det gælder både i form af øget livskvalitet for den enkelte, men så sandelig også rent samfundsøkonomisk. En investering i psykiatrien, vil uden tvivl være en god investering.
Lad os sammen arbejde for, at det næste år ved juletid bliver psykiatrien, der bliver den glade modtager af en pakke.